Investerings- og incentiveprogrammer i Axcel

Vi skaber interessefællesskab mellem virksomhedernes ledelse og Axcels ledelse og investorer. Ved at lade afkastet til partnere og ansatte følge det afkast, der generes til investorerne, sikrer vi, at alle arbejder mod det samme mål - langsigtet værdiskabelse i Axcels virksomheder.

Incentiveprogrammer i Axcels virksomheder

Det er mennesker, der skaber resultaterne i Axcels virksomheder, og derfor er det afgørende, at virksomhederne kan tilbyde konkurrencedygtige vilkår, herunder incentiveprogrammer. Incentiveprogrammer tilbydes til ledende medarbejdere og udformes afhængigt af de resultater, virksomhederne skaber. Ledelsen bliver derfor kun belønnet, hvis Axcel samtidig leverer et afkast til sine investorer.

Det er desuden en forudsætning for deltagelse i Axcels incentiveprogram, at de pågældende medarbejdere selv er en del af investeringen. Axcels erfaring viser, at man derved skaber de bedste forudsætninger for motivation af både ledelse og medarbejdere.

Investeringsprogrammer og interessefællesskaber i Axcel

Axcels partnere og øvrige investeringsansvarlige har ligeledes investeret i Axcels fonde og kan dermed få del i investeringsafkastet på særlige vilkår. Det kaldes også carried interest. Betingelserne herfor er på linje med markedsstandarden for lignende danske og udenlandske fonde og følger DVCA's retningslinjer, der kan downloades her:

Download DVCA Retningslinjer her

Det er meget udviklende at deltage i overvejelserne om, hvilken vej Axcel skal gå. Diskussionerne i bestyrelsen foregår altid på et højt niveau, fordi møderne er særdeles velforberedte. Jeg er sikker på, at Axcels flotte resultater i almindelighed hænger sammen med den grundighed, som kendetegner hele organisationen.
- Jens Moberg, bestyrelsesmedlem hos Axcel

Der kan først udbetales carried interest, når investorerne har fået alle deres indbetalinger til fonden tilbage, inklusive samtlige omkostninger til drift af fonden samt et tillæg på 8% i årlig forrentning. Hvis fondens udbytte overstiger denne tærskel, modtager investorerne 80% af udbyttet, mens carried interest-andelen udgør resten, dvs. 20%. Det skal understreges, at udbetaling af carried interest således kræver, at tilstrækkeligt mange af fondens aktiver er solgt og dermed blevet gjort til likvide midler. Det er således ikke nok, at der er foretaget regnskabsmæssige opskrivninger af fondens virksomheder, eller at fonden ejer aktier i børsnoterede selskaber, der endnu ikke er endeligt afhændet i markedet. Går investeringerne ikke som forventet, kan Axcels ansatte også tabe penge på lige fod med investorerne. Det er dette interessefællesskab, der er så vigtigt for kapitalfonde, og som er med til at sikre, at alle involverede parter arbejder i samme retning.

Beskatningsforhold

De institutionelle investorer beskattes af deres afkast fra kapitalfonde på helt normal vis svarende til skatten på andre aktiver. Eksempelvis vil institutionelle investorer løbende blive PAL-beskattet med 15% af et eventuelt overskud af deres investeringer. Da hovedparten af investorerne i Axcels fonde er danske, vil en stor del af fondenes udbytte ultimativt blive beskattet i Danmark. Axcels investeringer varetages af et managementselskab, der hedder Axcel Management A/S. Dette selskab har 28 medarbejdere. De af medarbejderne, der samtidig er investeringsansvarlige, har som tidlige nævnt selv investeret i Axcel-fondene og kan derfor modtage carried interest, som de i givet fald skal betale fuld dansk skat af. Alle Axcel-medarbejdere, der arbejder i Danmark betaler skat i Danmark, og alle Axcel-medarbejdere, der bor i Sverige, betaler skat i Sverige.